De fysiske rammer
Krisecentret ligger i et roligt villakvarter, tæt på centrum og Hillerød Station. Det består af to huse, som er forbundet via en glasgennemgang. Vi har plads til 6 kvinder med eller uden børn.
Det oprindelige hus er en hyggelig gammel murstensvilla, der blev renoveret i 2011. I stueetagen er der 3 værelser, som deles om 2 badeværelser, et køkken og et vaskerum. Der er også 2 fællesrum, som alle beboere bruger. Det ene fællesrum er en dagligstue med TV, lege-afdeling og en PC, som alle er velkommen til at bruge. Det andet fællesrum er en spisestue med et langt spisebord. Det er her vi holder beboermøder og spiser fælles måltider (morgenmad i weekenden og aftensmad om torsdagen). Det er også her vi laver kreative aktiviteter. I hverdagene holder medarbejderne til på første sal. Det er her du har samtaler med dine rådgivere.
Det nye hus blev bygget i 2010. Det indeholder 3 værelser, alle med eget badeværelse. De 3 værelser deles om et køkken og et vaskerum. Der er TV på alle værelser og trådløst internet.
Vi har en stor indhegnet have, som bruges flittigt af både børn og voksne. Haven indeholder en legeplads, en overdækket terrasse og frugttræer. Om sommeren spiser vi aftensmad på terrassen og laver yoga i haven. Børnene leger i haven hele året.
Akut brug for hjælp
Ring hele døgnet: 1888
Lev Uden Volds hotline
Kontakt os
Ring på hverdage kl. 9-16: 48 24 42 53
Eller skriv til mail@kvindecenter.dk